Bag scenen

En praktik i krydsfeltet mellem kultur, kreativitet og kommunikation.

Fra udfordring til indsigt

I sidste uge stod jeg med en helt konkret udfordring i mit arbejde med Another Festival. For at kunne komme videre i analysen manglede jeg svar fra både en gæst og en ikke-gæst. Det er afgørende for projektet, at jeg kan sammenholde publikums oplevelse og fravalg med skabernes intentioner, da netop spændingsfeltet mellem intention og oplevelse kan pege på relevante problemstillinger at arbejde videre med.

Udfordringen gjorde det tydeligt, at min oprindelige rekrutteringsmetode ikke var tilstrækkelig. Det første opslag var kun delt i Another Festivals Facebook-begivenhed, hvilket begrænsede rækkevidden betydeligt. Som en direkte respons på denne indsigt valgte jeg derfor at justere metoden og skrive et nyt opslag til VoxHalls officielle Facebook-side. Det viste sig hurtigt at være effektivt. Kort tid efter begyndte der at komme henvendelser, og jeg fik mulighed for at sende spørgeskemaet ud til både en gæst, der havde deltaget i festivalen, og en ikke-gæst, der aktivt havde fravalgt den.

De mange henvendelser betød også, at jeg skulle tage stilling til, hvordan jeg sikrede mig de mest brugbare og kritiske svar. Her valgte jeg at arbejde med et screeningsspørgsmål for ikke-gæsterne. Formålet var at frasortere personer, der udelukkende ikke havde deltaget på grund af praktiske omstændigheder som kalenderkonflikter. Hvis fravalget ikke er baseret på festivalens formidling, pris, kendskab eller indhold, risikerer man at få svar, der ikke bidrager med reel indsigt i problemfeltet. På den måde blev screeningsspørgsmålet et metodisk greb til at sikre mere kvalificerede og kritiske svar. For deltagende gæsterne var kravet alene dokumentation for billetkøb til Another Festival, da deres oplevelse allerede var forankret i faktisk deltagelse.

Da svarene kom ind i løbet af tirsdag og onsdag, gik jeg i gang med analysen. Her arbejdede jeg både med en tematisk gennemgang af svarene og en direkte sammenligning mellem gæstens og ikke-gæstens oplevelse og de svar, jeg tidligere har indsamlet fra festivalens skabere, Tom og Jeppe. Denne sammenligning er central, fordi den gør det muligt at identificere eventuelle uoverensstemmelser mellem de værdier, mål og visioner, der ligger bag festivalen, og den måde festivalen faktisk bliver opfattet og fravalgt på.

Alt dette er nu samlet i et større analyse- og dokumentationsmateriale, som fungerer som en form for rapport. Her har jeg samlet svar fra skabere, gæster og ikke-gæster samt min egen problemorienterede analyse. På baggrund af dette er jeg nu i gang med at opstille mulige problemstillinger, der kan arbejdes videre med. Lige nu peger analysen på, at der kan være udfordringer i formidlingen af Another Festival, særligt på Facebook.

Næste skridt bliver at drøfte de identificerede problemfelter med min vejleder på VoxHall. Sammen skal vi finde frem til, hvilken problemstilling der er mest relevant og meningsfuld at arbejde videre med, og hvordan den kan omsættes til konkrete forbedringer i festivalens kommunikation. For mig er det især spændende at opleve, hvordan teori, metode og refleksion fra studiet bliver testet og justeret i praksis, og hvordan små metodiske valg kan få stor betydning for det samlede projekt.

Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver mere bevidst om mit eget arbejde, mine metoder og de valg, jeg træffer undervejs. Det gør processen både udfordrende og virkelig lærerig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *