Bag scenen

En praktik i krydsfeltet mellem kultur, kreativitet og kommunikation.

Ugeopsamling

I den seneste periode har mit praktikarbejde haft fokus på analyse, research og den første overgang til design i relation til Another Festival. Jeg har især arbejdet med at forstå spændingen mellem festivalens ambitioner og den oplevelse, som publikum faktisk har haft, og hvordan den spænding kan adresseres gennem digital formidling.

Jeg har arbejdet med både kvantitative og kvalitative data. Konkret har jeg analyseret billetsalgstal og sammenholdt de budgetterede forventninger med det faktiske salg. Forskellen mellem ambition og realitet har været tydelig og har givet anledning til refleksioner omkring festivalens performance og udfordringer i forhold til publikumsudvikling.

På baggrund af det samlede materiale har jeg arbejdet med at kondensere de vigtigste indsigter i et executive summary, så det kan blive bragt op på en af vores onsdagsmøder. Fokus har været på at fremhæve centrale spændinger, kritiske spørgsmål og fælles mønstre på tværs af data frem for at komme med konkrete løsninger. Det har krævet en del prioritering og fravalg for at holde fokus på det mest væsentlige.

Jeg har derudover udarbejdet personaerne for både gæst og ikke-gæst baseret på spørgeskemasvar. Personaerne er holdt korte og konkrete og tager udgangspunkt i mål, behov, udfordringer samt musik- og kulturvaner og den primære årsag til henholdsvis deltagelse og fravalg. Arbejdet med personaerne har gjort publikumsindsigterne mere håndgribelige og lettere at arbejde videre med i designfasen.

Mandag og tirsdag i denne uge har jeg arbejdet hjemme, hvor jeg er begyndt at omsætte research og analyse til konkrete designovervejelser. Jeg er i gang med at udvikle mockups til digital formidling i form af en hjemmeside for Another Festival. Arbejdet tager udgangspunkt i et mobile first-princip, hvilket har vist sig at være en udfordring. Landing pagen skal nemlig både være visuelt interessant, kommunikere festivalens identitet og give et klart overblik over den vigtigste information. Samtidig skal siden fungere som indgang til festivalen i tre forskellige skandinaviske byer, hvilket stiller høje krav til informationsarkitektur og indholdsprioritering. Som det første møder brugeren tre CTA’er, der leder videre til hver sin byside, da program og information afhænger af, hvor festivalen afholdes.

Jeg arbejder i øjeblikket med både en mere statisk og en mere dynamisk version af landing pagen. Det er tydeligt, hvor svært det er at få siden til at fremstå indbydende og overskuelig, samtidig med at der er meget indhold, som næsten skal presses ind på meget lidt plads. Balancen mellem æstetik, overblik og funktionalitet fylder derfor meget i designprocessen lige nu.

Arbejdet i denne periode har gjort overgangen fra analyse til design meget konkret. Det er én ting at kunne identificere problemfelter og spændinger i data, men noget helt andet at omsætte dem til visuelle og strukturelle greb i en digital løsning. Især arbejdet med landing pagen har tydeliggjort, hvor afgørende prioritering og klar digital formidling er, selv når målgruppen i forvejen er relativt selvkørende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *